PLan Platypus
Spejdere Uden Grænser
Velkommen
Dette er PLan Platypus’ hjemmeside – et ungdomskursus der afholdes for spejdere fra alle danske korps i alderen 15 til 17 år. Bag kurset står et stærkt team som lige nu er igang med at planlægge alle de aktiviteter, instruktioner og oplevelser kurset kommer til at indeholde, så du som kursister får den ultimative kursus-oplevelse og kan vende hjem med en rygsæk fuld af fantastiske oplevelser og nye værktøjer til at bruge i dit spejderarbejde! Rul endelig længere ned og læs videre, eller klik på et menupunkt til venstre. Velkommen!
Hilsen Team Platypus.
Kurset
Patruljen er atter samlet. Mørket er tæt. De kan mærke det fremmede derude. Uvisheden er næsten ulidelig. Men de er sammen, så det skal nok gå…
Er du klar til at få rykket dine grænser gennem personlig udvikling og samarbejde i patruljen? Til at blive udfordret og anerkendt? Til at løse store opgaver sammen med andre spejdere?
Det kommer du til på PLan Platypus! Her er det dig, der gør forskellen – for dig selv, patruljen og for andre. Som udsending for Spejdere Uden Grænser skal du håndtere store udfordringer sammen med handlekraftige unge fra andre danske spejderkorps. Du bliver udfordret på dine holdninger og meninger gennem praktisk arbejde og du lærer om det nyeste og mest hotte inden for ledelse: den anerkendende tilgang, konfliktopløsning, persontyper og projektledelse!
Op mod kurset kan du desuden følge patruljen på deres færd mod PLan Platypus og lære dem at kende gennem de oplevelser og udfordringer, de møder på vej mod kurset! Følg patruljen på vores facebook-side.
Tilmeldning
Spejdere fra andre korps
For at tilmelde dig skal du blot skrive en mail til se@korpskontoret.dk, hvor du skriver dit navn, hvilket spejderkorps du er medlem af og at du gerne vil tilmeldes ‘PLan Platypus’. Så hjælper DDS’ korpskontor dig med at blive tilmeldt.
Spejdere fra DDS
Hvis du er spejder i DDS, foregår tilmeldningen i Blåt medlem, som du muligvis kender det. Bare tryk på knappen nedenfor for at tilmelde dig.
Er du klar?
Er du klar til at tage afsted på kursus? Hvis ikke svaret er et højlydt “JA!”, synes vi du skulle tage et kik nedenfor, hvor vi har samlet et par gode sager, der gerne skulle kunne hjælpe dig på vej.
Pakkeliste
Hvis du har været på kursus før, ved du forhåbentligvis hvordan en taske skal pakkes korrekt og hvad du skal have med. Hvis ikke har vi samlet et par gode råd og en liste over de grundlæggende ting der er nødvendige at have med!
Spejderlex
Spejderlex er DDS’ svar på en håndbog i spejder. Uanset hvilket korps du kommer fra er den et rigtig godt udgangspunkt at starte i og derfor synes vi du skulle tage at klikke på linket og læse lidt i den!
Dit gode humør
Hvis du vil have det meste ud af kurset er det vigtigt at medbringe dit største smil og en positiv indstilling overfor kurset og alle de andre kursister. Så kan du nemlig være sikker på at du er med til at gøre kurset en uforglemmelig oplevelse for dem, hvorfor de også vil sørge for at kurset bliver en uforglemmelig oplevelse for dig!
Så burde du være klar til at tage afsted på PLan Platypus i efterårsferien og du kan tro vi glæder os til at se dig!
Informationer
Kursustype: PLan 3 / Ligger fint i forlængelse af Roland 2 (KFUM-Spejderne) og Ungleder 3 (De Grønne Pigespejdere)
Sted: Høbjerg hegn, Helsinge, Nordsjælland / Se på kort
Pris: 1600 kr. (En stor del grupper indenfor de forskellige korps giver tilskud til kurser, hvorfor det vil være en god idé at spørge din leder om din gruppe gør det!)
Tidspunkt: 16. til 22. Oktober 2011 (Efterårsferien)
Kursusledere: Camilla D. Robertson & Cecilie Vej-Hansen
Stikord: Anerkendende ledelse / Handlekraft / Tillid / Personlig udvikling / Konflikthåndtering / Projektledelse / Udfordringer
Kontakt: Har du brug for at kontakte os, kan du gøre det ved at sende en mail til ksl@planplatypus.dk
Spejdere fra andre korps: Kurset er tværkorpsligt, hvilket vil sige at du som spejder fra et andet spejderkorps er mere end velkommen til at deltage. Lige som vi i teamet kommer fra forskellige korps, lover vi dig at du får en god oplevelse uanset hvilket team du kommer fra!
Andre informationer: Rygning og alkohol er ikke tilladt på kurset.
Teamet
Bag et stærkt kursus står et stærkt team/stab! Vores motto er “Kæden er ikke stærkere end det svageste led” og derfor har kursuslederne også sørget for at sammensætte et team med erfaringer fra alt det der findes mellem himmel og jord indenfor spejderverdenen, lige fra dit spejderarbejde i hverdagen til hvordan det foregår i ledelsen hos de forskellige korps. På den måde har vi sikret os at vi nok skal få udfordret dig som kursist, uanset hvilke erfaringer og oplevelser du har med i rygsækken når du ankommer til vores kursus!
Nedenfor kan du lære lidt mere om hvordan vi er som personer og hvilke oplevelser vi har haft gennem vores liv som spejdere!
Adele Dybkjær
25 vintre og 24 somre ung / Er vejleder under kurset
Teamet om Adele: Adele er den i teamet der skærer igennem og sørger for at teamet kommer videre, hvis hun kan se at noget er begyndt at bevæge sig i ring. Hun er dermed en vigtig drivkraft der sørger for at kurset bliver en realitet hvert efterår. Hun er rigtig god til at få noget fra hånden når der er arbejde der skal gøres, og så er hun en meget rolig person der er god til at tage de rette beslutninger når hun bliver presset.
Bedste spejderoplevelse: Min bedste spejderoplevelse ligger i alle de år jeg har været med i teamet på Zellhof Internationale Spejdercenter i Østrig. Samarbejdet og venskabet i teamet og teamets interaktion med grupperne på centeret er fantastisk. Hvert år kommer man hjem med nye venner fra rundt omkring i verden og centeret er præget af den nærmest endeløse åbenhed, der kendetegner Spejderbevægelsen: Som spejder blandt spejdere, er det ligemeget fra hvilket land og hvilken kultur man kommer – dørerne er stort set altid åbne. Og det er netop denne følelse af grænseløs internationalitet, et globalt fællesskab, som er noget af det, jeg elsker mest ved Zellhof. Der er altid åbent for, at man kan tage en snak med grupperne, eller endda tage med dem på aktivitet, og derved lære noget nyt om fremmede kulturer, sprog og skikke.
Spejdererfaring: Spejderleder gennem 8 år / Teammedlem på Zellhof Internationale Spejdercenter i Østrig / Medlem af DDS-udvalget Katapult.
Anders Floridon
27 år / Bor på Fyn / Er køkkenchef under kurset
Teamet om Anders: Anders er en utrolig harmonisk person med god humor og øje for om der er nogen blandt teamet eller kursisterne der har brug for en ekstra hånd. Han er ansvarlig og derfor en person vi i teamet føler os trygge at overlade hele køkkenet til – hvor Anders med hård hånd regerer under kurset. Derudover er han er mand med sans for god mad der mætter og giver energi – hvilket du roligt kan forvisse dig om at opleve under kurset som kursist!
Spejdererfaring: Juniorleder gennem flere år / 6 gange køkkenansvarlig på PLan kurser.
Andreas Wenning
25 år / Bor lidt vest for København / Er vejleder under kurset
Teamet om Andreas: Andreas er teamets logiske sans og en person med snilde for teknik og elektriske kredsløb! Han er den slags person der kan se løsningen, som alle andre har overset, når der er opstået et problem og som frem for alt tænker i logiske baner – noget vi andre ofte kunne lære noget af! Derudover er Andreas arbejdsom – uanset hvor og hvornår du møder ham og han er altid positiv og glad, hvilket han smitter folk omkring sig med og derved helt per automatik får skabt en god stemning omkring sig.
Bedste spejderoplevelse: Min bedste spejderoplevelse må være en helt fantastisk tur til Bhutan og Indien for nogle år siden. Oplevelsen af, hvordan vi som spejdere med vidt forskellig baggrund har nogle fælles værdier, som binder os sammen på tværs af kloden.
De fælles værdier giver mulighed for, at man hurtigt kan komme rigtig tæt på og lære mere om hinanden, vores forskellige baggrund, kultur mv. Det giver et utroligt spændende kulturmøde og så indeholdt turen nogle rigtig store naturoplevelser. Vi oplevede også en stor grad af hjælpsomhed fra spejderne da vi et færre antal spejdere var på egen hånd i Indien. Og fik en helt fantastisk oplevelse ved at deltage i et kæmpe arrangement i forbindelse med spejderbevægelsens 100 års jubilæum.
Spejdererfaring: 3 gange deltager på Alligatorløbet / 3 gange deltager på Solaris løbet / Deltaget som både spejder, senior og stab på Nathejk / 2 gange vejleder på PLan / Ansvarlig for seniorkurser i DDS / Divisionschef gennem flere år / Tropsassistent i 1. Glostrup gruppe gennem flere år.
Camilla Robertsen
Man spørger ikke en pæn dame om hendes alder! / Bor midt i København / Er under kurset vejleder og kursusleder
Teamet om Camilla: Camilla er kursets anden Kaptajn sammen med Cecilie og én person der interesserer sig for at alle har det godt. Hun er en virkelig omsorgsfuld dame og vores orakel når det kommer til viden om Anerkendende ledelse og hvordan et godt kursus skal skrues sammen! Hun er rolig og fattet og har altid en alternativ måde at se tingene på. Og – for lige at have det på det rene – så er Camilla også en utrolig køn og ungdommelig kvinde!
Bedste spejderoplevelse: Jeg havde en rigtig god oplevelse, da jeg var i Bhutan med en masse andre seniorer for nogle år siden. Det var en særlig god oplevelse, fordi den var så anderledes, end noget jeg havde prøvet før, og fordi den kom til at betyde meget for det spejderarbejde, jeg efterfølgende har brugt min tid på.
Spejdererfaring: Har 3 gange deltaget på Alligator-løbet / Har ligeledes 3 gange været nathejk-deltager / Har 2 gange deltaget på Apokalypse-løbet / Har været på PLan på Færøerne / Været i Bhutan med en flok seniorer / Har været i Ukraine og træne pigespejdere / Været ansvarlig for internationale aktiviteter på Blå Sommer 2009 / Arrangeret korpsrådsmøde / Har været kursusleder på kurset Anerkendende Ungdomsledelse 2011 / Sidder nu i lejrledelsen for Spejdernes Lejr 2012.
Cecilie Vej-Hansen
Gammel nok / Bor i Storkøbenhavn / Er kursusleder og vejleder under kurset
Teamet om Cecilie: Cecilie er sammen med Camilla, kursets bagmand. Hun er kursets kaptajn og styrer med hånd og struktureret hånd slagets gang med teamet ved sin side. Cecilie er nemlig både den der har det store overblik og samtidig den der sørger for at alle deadlines overholdes. Og så er hun absolut også en af personerne der sørger at kurset ikke bare bliver sjov og ballade, men at du som kursist rent faktisk får nogen håndfaste erfaringer og viden med hjem, som du kan bruge fremtidigt som spejder!
Spejdererfaring: Kursusleder på PLan kursus / Vejleder på PLan kursus
Christine Fribert S.
Information kommer snarest!
Teamet om Christine: Christine er teamets humørbombe! Du vil som kursist komme til at opleve Christine som hende der altid kan få dig til at smile, selv når alt ser sortest ud! Derudover er hun en utrolig kompetent spejder der både har arrangeret kurser selv og har et spejdernetværk der breder sig ud over hele verden. Hun er en vigtig ingrediens på kurset, der sørger for at stemningen er god og humøret højt – både hos os som teamet og hos dig som kursist!
Bedste spejderoplevelse: Der er mange, men den nyeste af de virkelig gode er mine 3 måneder i Schweiz på Kandersteg International Scoutcentre. Her befandt jeg mig 3 måneder i ethvert friluftmenneskes drømmeomgivelser – Alperne, hvor jeg hjalp til i den daglige drift af spejdercenteret og boede sammen med folk fra hele verden.
Det der var så godt ved denne oplevelse var, at jeg udviklede mig ret meget personligt. Jeg lærte både en masse nye praktiske færdigheder, men oplevede også, hvordan jeg blev meget mere selvstændig og i løbet af de 3 måneder virkelig fik boostet min selvtillid. Desuden fik jeg en hel masse nye venskaber med spejdere fra hele verden, og de 8 folk, som jeg boede sammen med, blev som en familie for mig. Dem savner jeg, og jeg glæder mig utroligt meget til at se dem igen!
Spejdererfaring: Tropsleder i Jyllinge 1 år / Har været stab på det månedlige ungdomsevent SORT / (tidligere R13) hos KFUM-spejderne gennem 2 år / Tutor/instruktør på Roland 1 2009 / 2 gange instruktør på POL (tværkorpsligt patruljelederkursus) / Medlem af Projektgruppen ECLIPSE under KFUM-spejderne / Stabsmedlem på Kandersteg International Scoutcentre efteråret 2010 / IST på Verdensjamboreen i Sverige 2011
Christina Paulsen
20 år / Bor på Stevns sydøst for Køge / Er vejleder på kurset
Teamet om Christina: Christina er teamets kærligste person og har med sit store humør og evige smil sørger for den gode stemning! Hun er en idérig, men også meget realistisk person, der sørger for at de vilde og urealistiske idéer bliver omsat til fantastiske projekter og aktiviteter, du som kursist kommer til at opleve. Derudover er hun endnu en af strategerne i teamet som kan planlægge sig ud af enhver situation – hvis det altså ikke bare er lidt viljestyrke og knofedt der skal til, hvilket hun nemlig også byder på masser af!
Bedste spejderoplevelse: Min bedste spejderoplevelse var, da jeg var med til at lave Plan sidste år. Vi havde selvfølgelig planlagt kurset gennem rigtig lang tid og var meget spændte på, hvordan kursisterne ville tage imod det hele. Der var fedt engagement fra alle spejdere under ugen, og det var fedt at se, hvor mange unge, dygtige og ikke mindst engagerede spejdere vi har i landet.
Det var helt fantastisk at opleve, hvordan 36 unge mennesker gav den fuld skrue i en hel uge og tog imod alt, hvad vi havde til dem, og det gav en god reminder om, hvorfor det er, at vi er spejdere og elsker at bruge så meget tid på det.
Spejdererfaring: Minileder i Christiansminde Gruppe / Tropsassistent i Klintekongen / Vejleder på Plan PLatypus 2010 / Hjælper på alverdens arrangementer
Helle Juul Nielsen
19 år / Bor på Sydsjælland / Er vejleder under kurset
Teamet om Helle: Helle er et sandt geni når det handler om at have det sjovt mens der laves noget alvorligt, uden at miste fokus fra opgaven. Hun er en fantastisk motivator, både for os i teamet, men også for dig som kursist, hvis du skulle komme ud i en situation hvor du har brug for en pep-talk til at komme videre. Hun er god til at bevare roen og tage de rette beslutninger når en situation brænder på – også er hun endnu en person der har den gode humor resten af teamet også er præget af!
Bedste spejderoplevelser: Mine bedste spejderoplevelser var da jeg i 2008 deltog i SISEP som udvekslingsspejder i Australien og at være en del af KFUM-Spejdernes samarbejde med Tunesien.
SISEP udviklede mig som person, ved at blive sat ind i en fremmed familie, som hurtigt kom til at betyde rigtig meget for mig, mens jeg har været i Tunesien 3 gange i forbindelse med KFUM-Spejdernes samarbejdsprojekt, og fået åbnet mine øjne for rigtig mange ting – både som de danske og tunesiske spejdere gør forskelligt, men samtidig også de ligheder vi har i vores spejderarbejde tiltrods for de store forskelle i kultur og det miljø vi lever i.
Spejdererfaring: Tropsassistent hos KFUM-spejderne i Herlufmagle i gennem 3 år / Næsfolk på Næsbycenteret / 1 gange vejleder på Plan i 2010 / Aktiv leder i samarbejdet mellem Herlufmagle gruppe og en tunesisk gruppe under KFUM-Spejdernes tunesien-projekt.
Laura Evald
21 år / Nordsjælland / Er vejleder og gøgler under kurset
Teamet om Laura: Laura er nok den person i teamet der ser sødest ud – men heldigvis har hun milliardvis af andre kvaliteter. Laura er en rigtig omsorgsfuld person der altid holder udkig med om alle har det godt, eller om der er problemer – og hjælper med at løse dem hvis det er tilfældet. Hun er altid smilende og bærer en evig energi med sig som sørger for at der er god stemning. Hun er samtidig også en fantastisk og særdeles præcis idémaskine når det kommer til at finde på nye vilde aktiviteter der også skal kunne blive til virkelighed efter brainstormen.
Bedste spejderoplevelse: Alligatorløbet 2010! Sjove vilde poster, sne til knæene og udfordringer for både krop og sjæl. Min makker og jeg havde brugt lang tid på foropgave og andre forberedelser inden løbet og optakten var næsten lige så spændende som løbet. Da vi fuldstændig smadrede satte os ind i bussen for at køre hjem, gik der ikke fem minutter før min makker og jeg var ved at planlægge næste års taktik.
Spejdererfaring: Juniorleder gennem flere år / Vejleder på PLan i 2010
Louise Lennon
36 år / Bor i vestegnen af København / Er vejleder under kurset
Teamet om Louise: Som det også kan ses på Louises beskrivelse af hendes bedste spejderoplevelse er hun en person der elsker at snakke. Hun er utrolig social og sørger altid for at alle i teamet har det så godt som muligt, og ofrer sig ofte for andres skyld – både i teamet og for dig som kursist, hvis du skulle stå i en situation hvor du har brug for det. Derudover er Louise utrolig vis
Bedste spejderoplevelse: Det sidste år har været min største spejderoplevelse, her har jeg fået en helt anden forståelse for, hvad det vil sige at være spejder. Det startede på Gilwell kursus (en slags Plan for voksne kan man vel godt sige), hvor vi arbejdede med vores spejderværdier og vores ledelsesarbejde. Arbejdet i sig selv var meget selvudviklende, men livet i patruljen og sammen med de andre kursister var noget helt unikt, noget som man ikke får med sig i et selvudviklings eller værdikursus fra erhvervslivet.
Jeg var i uge 42 gæst/gæsteinsstruktør på Plan Platypus i 3 dage for at opdage, hvad det egentlig var at Plan kurserne tilbyder vores tropsspejdere, og hold da op for et eventyr et Plan kursus er, det er intenst, udvikler Jer og så får I så meget netværk i hele landet med hjem. Lidt det samme som jeg oplevede på Apokalypseløbet i foråret, hvor alle selv om de var konkurrenter også dyrker kammeratskabet.
Min bedste spejderoplevelse er den AHA oplevelse patruljeliv har givet mig, det er noget helt unikt at have den støtte fra en patrulje i ryggen og et kendetegn, som vi spejdere kan gøre meget mere for at synliggøre. Du vælger ikke selv din patrulje, men du arbejder med forskelligheder og styrker, så alle kan komme i spil på den rigtige måde, og sikke et sus det giver, når man føler at patruljen bare spiller.
Spejdererfaring: Har været mikro-, mini- og juniorleder skiftevis gennem i 12 år / Har igennem de sidste to år været med i DDSs Korpsledelse hvor jeg har arbejdet med at udvikle de 5 divisioner / Er en del af teamet bag kurset Anerkendende Ungdomsledelse i 2011 / Har arrangeret moduler på uddannelsesmarkedet / Har arrangeret moduler i Anerkendende evaluering og Anerkendende ledelse i børnehøjde / Var i 2010 gæsteinstruktør på PLan Platypus / Kommer de næste par år til at arbejde intenst med DSSs programarbejde.
Marcus Andersen
20 år / Storkøbenhavn / Er vejleder og instruktør under kurset
Teamet om Marcus: Marcus kan du kende på ham der altid har et smil på læben. Han er en ægte idémager der altid kan smide nogle sindsygt gode idéer til projekter eller aktiviteter på bordet og derefter være med til at gøre dem til virkelighed, hvilket du helt sikkert kommer til at opleve på kurset! Derudover har Marcus også en praktisk side og er en dygtig storpioner og klatrer!
Bedste spejderoplevelse: Min fedeste oplevelse som spejder må være mit GEÅ(Giv Et År Spejder) år, i helhed. Her har jeg lært en del værktøjer jeg dels kan bruge som spejder, såvel som fremadrettet i mit liv. Jeg var GEÅ på Houens Odde Spejdercenter, som GEÅ Udvikling.
Det der har været fedest ved at være GEÅ Udvikling, er helt klart de frie rammer man får – jeg kunne selv bestemme hvad jeg ville lave – sådan cirka i hvert fald. Jeg var pålagt at hjælpe i administrationen og være aktivitetskoordinator. Det er vildt fedt at stå, som 19 årig spejder – uden nogen videre uddannelse, og lave teambuilding for direktører for nogle af Danmarks største firmaer! Ikke blot som instruktør – men som ansvarlig for at det der blev leveret levede op til kundens forventninger, samt det jeg havde lovet kunden. Dét har været med til at gøre det til den fedeste oplevelse jeg har haft.
Spejdererfaring: Har været et af de bærende elementer på KFUM-Spejdernes ”SORT” / Medlem(formand) af Eclipse, projektgruppe under KFUM-Spejderne i Danmark / 2 gange vejleder på POL – Tværkorpsligt Patruljelederkursus / Har været ansat under KFUM-Spejderne som GEÅ Spejder på Houens Odde Spejdercenter / Har været en del af staben på ét Roland 1 kursus, og skal lave det igen de næste 2 år / Korpsinstruktører i klatring under KFUM-Spejderne.
Martin Neve
26 år / Sjælland, omkring Roskilde / Er vejleder og instruktør under kurset
Teamet om Martin: Martin er teamets mest kreative sjæl. Han har et smittende humør og er altid frisk på at afprøve både egne og andres idéer. Han er ikke selvhøjtidelig, og han kan altid få os andre til at grine. Samtidig har Martin også en mere alvorlig side, hvor han er en rigtig god vejleder. Han er meget omsorgsfuld og har høje ambitioner!
Spejdererfaring: Tropsleder i DDS Bjarke gruppe gennem 8 år / Har været med til at lave poster på Apokalypseløbet siden 2003 / Dommer på landspatruljeturneringen i 2004.
Mie Høst Haugaard
Information kommer snarest!
Teamet om Mie: Mie er for det meste en noget stille person, der holder hovedet lavt og er særdeles opmærksom, hvilket gør at hun altid er superskarp, især når hun er i en presset situation. Dette er desuden også en egenskab hun bruger som vejleder, hvor hun kan hjælpe jer som patrulje med at skabe plads til alle! Derudover er Mie en rigtig dygtig aktivitets-planlægger, der altid har det store overblik med sig under armen.
Bedste spejderoplevelse: Min bedste oplevelse har nok været mine egne plan år, da jeg her udviklede mig rigtig meget både som spejder og person. Det var disse år, som var startskuddet til al det spændende spejderarbejde jeg laver i dag.
Jeg deltager i år på min første verdensjamboree og er sikker på, at dette nok også skal blive en af de helt store spejderoplevelser. Det bliver en fantastisk oplevelse at møde spejdere fra så mange forskellige kulturer, og ikke mindst følelsen af at være samlede så mange spejdere på et sted.
Spejdererfaring: Juniorleder i klintekongen gruppe i 4 år / Minileder i Bellahøj 21st Barking / Turkoordinator i DDS international oplevelser / Vejleder på Plan Platypus i 2010 / IST på verdensjamboreen i 2011.
Morten Clausen
Ukendt alder / Ukendt bopæl / Har et hemmeligt job under kurset
Teamet om Morten: Morten er en lidt mystisk person i teamet. Endnu ved vi ikke meget mere om ham, end at han har en fantastisk evne til at stille de rigtige spørgsmål på de rigtige tidspunkter. Vi mistænker ham for at finde frem til de skarpe spørgsmål og svar gennem en stor erfaring med tidligere kurser og oplevelser som spejder. Heldigvis betyder det ikke at Morten er spejder efter den gamle skole, tværtimod er han åben overfor nye input og hopper gerne med på at føre vilde idéer ud i livet, hvilke vi glæder os til at lade dig opleve på kurset!
Sune Amstrup Olsen
20 år / Bor i Jylland ved Lillebælt / Er vejleder under kurset
Teamet om Sune: Sune er super nysgerrig på ny viden, og han suger til sig. Vi kender ikke ret mange der som Sune kan omsætte ny viden til handling på en så skarp måde, som han gør. Det er stærkt at opleve Sune være stille noget tid, hvor han åbenbart lige laver en indre analyse for så at servere de rigtige løsninger bundet sammen for os i resten af teamet.
Sunes bedste spejderoplevelse: Min bedste spejderoplevelse var da jeg i 2008 var på spejderudveksling i Australien (SISEP). Jeg flyttede ind hos en rar familie i udkanten af en lille by med udsyn til bjerge i horisonten og ødemark omkring familiens hus. Jeg blev behandlet som et medlem af familien, gik i skole sammen med mine australske ”søskende” og var til spejdermøde hver uge, hvor vi blandt andet var ude at klatre på klipper og i biografen – som noget af et afbræk fra hvad jeg ellers har oplevet som spejder i Danmark. Det fantastiske ved at opleve et andet sted på denne måde er at man virkelig har muligheden for at blive en del af det, i modsætning til når man rejser som turist. Jeg oplevede Australien fra indersiden af en australsk familie og opdagede andre sider af mig selv, som jeg ikke kendte til før jeg flyttede ind ved denne fremmede familie jeg nu savner og håber på at kunne se igen engang ude i fremtiden!
Spejdererfaring: Tropsleder ved KFUM-Spejderne i Bülow gruppe gennem 2 år / Tutor på KFUM-Spejdernes Roland 1 kursus i 2009 / Vejleder på DDS’ PLan 3 kursus i 2010 / Journalist for KFUM-Spejdernes ungdomsredaktion Scoutzone
Søren Læsaa Müller
Teamet om Søren: Søren er en rigtig sød fyr! Han går som oftest og gemmer på et lille smil, som kan lysne alting op. Han er arbejdsom, til at stole på, god til at lytte, og så har han en god teknisk forståelse, som især kommer i brug når andre i teamet finder på skøre idéer. Vigtigst af alt er, at man altid kan regne med ham!
Spejdererfaring: Vejleder på PLan i 2010
Ulrik Grønbjerg A.
26 år / Bor i Storkøbenhavn / Er vejleder på kurset
Teamet om Ulrik: Ulrik er en rigtig hyggelig og tryg person der altid er åben for at tage en snak, hvis man har brug for det. Han er utrolig struktureret og planlægger helst så meget i detaljer som muligt.. Det giver ham til gengæld også et utroligt overskud. En sand praktiker og strateg!
Bedste spejderoplevelser: Mit første lange natløb som tropsspejder – det var en helt ny oplevelse og da jeg selv var på Plan-kursus – der var simpelthen så meget energi og fællesskab!
Spejdererfaring: Tropsleder til Verdensjamboreen i Sverige i 2011 / 2x vejleder og 2x køkkenhold på PLan / Ansvarlig for Internationale Oplevelser i DDS

















